Indianer vs Griskhed?

Denne historie er ikke skrevet af mig, men dens tankegang er meget smuk, og jeg selv har samme holdning. Da jeg læste nedenstående, kontaktede jeg forfatteren af denne historie, og jeg fik den store ære, at få lov til at kopier hendes fortælling ind på min hjemmeside..Skrevet af: /www.pihlmann-jensen.dk

Teksten: "Indianerhøvdingen Seattle: Budskab til den amerikanske præsident" er fra 1894 og blev skrevet i forbindelse med, at den amerikanske regering ville købe nogle af de landområder, der tilhørte indianeren.

Det faldt indianerhøvdingen for brystet, fordi han allerede på daværende tidspunkt havde fået mange erfaringer med den hvide mands måde at bruge jorden på. Om den hvide mands holdning til jorden skrev indianerhøvdingen bl.a.: "Et vist stykke jord er ikke mere værd end det ved siden af. (...) Jorden er ikke hans broder, men hans fjende, og når han har besejret den, flytter han videre. (...) Han behandler sin moder, jorden, og sin broder, himlen, som ting man køber, plyndrer og sælger som får eller glinsende perler. Hans grådighed vil en dag opsluge jorden og efterlade blot en ørken".

Selvom den amerikanske præsident lovede indianerne venskab og god vilje, så "købte" indianerhøvdingen ikke præsidentens venlige løfter. Indianerhøvdingen havde desværre allerede de erfaringer, at hvis indianerne sagde nej tak til at sælge deres jord, så ville den hvide mand komme alligevel og tage deres land med magt og geværild.

Derfor forsøgte indianerhøvdingen Seattle at påvirke den amerikanske præsident til at behandle den frie natur med værdighed, ydmyghed og respekt, og indianerhøvdingen forsøgte at fortælle den amerikanske præsident, at jorden, himlen, planterne og dyrene ikke er en handelsvare, man kan eje, tjene penge på og misbruge udover deres grænser.

Indianerhøvdingen prøvede at påvirke den amerikanske præsident til at indtage nogle andre holdninger til moder jord ved at fortælle ham, hvordan indianerne opfattede naturens, jordens, himlens og dyrenes værdi. Bl.a. skrev han: Vi er en del af jorden og den er en del af os. De duftende blomster er vore søstre. Hjorten, hesten, den store ørn - de er vore brødre. Bjergkæderne, saften af græsset, ponyens kropsvarme og mennesket - alt hører til den samme familie".

Høvdingen ville have præsidenten til at indtage holdningen, at alt - den frie natur, jorden, himlen, dyrene og mennesket er én stor familie, og det skal man behandle med stor kærlighed, værdighed, ydmyghed og respekt. 

Indianerhøvdingen brugte slagfaste argumenter for at påvirke den amerikanske præsident. Han skrev bl.a.: "Det glitrende vand, som strømmer i bække og floder er ikke blot vand, men vore forfædres blod. (...) I må lære jeres børn, at (...) enhver gådefuld genspejling i søernes klare vand fortæller om begivenheder og erindringer i mit folks liv. Lydene fra vandets strømmen er min fader og mine forfædres stemmer".

Indianerhøvdingen var meget skarp i sin kritik af den hvide mand. Han satte indianernes skikke op mod den hvide mands skikke, men han gjorde sig ikke til dommer over, hvad der er rigtigt og forkert, fordi han bl.a. i sin tekst skrev: "Jeg er en vild og forstår ikke nogen anden skik. Jeg har set tusindvis af bisoner i forrådnelse, efterladt på prærien af den hvide mand, som skød dem fra rullende tog. Jeg er en vild, og jeg forstår ikke, hvordan den dampende jernhest kan være vigtigere end bisonokser, som vi kun dræber for at overleve. (...) En ting, ved vi. Vor Gud er den samme Gud. Denne jord er dyrebar for ham. End ikke den hvide mand kan undslippe den fælles skæbne. Vi bliver måske brødre en gang, når alt kommer til alt. Vi får vel se".

Sådan sluttede indianerhøvdingen sit budskab til den amerikanske præsident i 1894. (Eller måske var det Greenpeace ca. 100 år senere)

Som enkelt individ kan man ikke gøre ret meget, og jeg har da heller ikke selv de vise sten og et effektivt og konkret svar på mit eget spørgsmål, men for mig er det tankevækkende, at indianerhøvdingen i sine slutbemærkninger til den amerikanske præsident ikke opfatter den hvide mand som sin broder, når han selv har holdningen, at alt og alle på den jord er én stor familie.

Men jeg forstår ham godt, fordi jeg - i lighed med indianerhøvdingen - selv er et meget selvbevidst menneske. Jeg opfatter også alt og alle på denne jord som en stor sammenhæng - en stor familie - hvor alt og alle har på hver dets og deres måde individuelle måde har betydning for noget andet og for andre.

Intet menneske er en øde ø i sig selv, men en del af det universelle hele. Desværre oplever jeg, at mennesker stadig driver voldsom rovdrift på naturen, himlen, jorden og deres medmennesker og det piner mig ind imellem meget, fordi jeg vil jo gerne have, at der er en god jord at leve på for mine børn og deres efterkommere.

Min holdning til naturen, jorden, himlen og mine medmennesker begyndte at tage sin form i retning af den holdning indianerhøvdingen havde, da jeg som 22 årig tog på en 2 måneders rejse til Zambia og Zimbabwe i Afrika. Jeg blev mange gange igennem de 2 måneder meget overrasket over mig selv og mine reaktioner.

Bl.a. skreg jeg højt af euforisk glæde og begejstring, da jeg første gang så elefanter, giraffer, gnuer, bavianer og slanger i deres rette naturomgivelser. I den frie natur, der hvor de naturligt hørte hjemme og ikke var i menneskers fangenskab.

Det var en helt anden oplevelse end at se disse dyr i Zoo. Siden da har jeg ikke fundet den store fornøjelse i at opleve vilde dyr i menneskers fangenskab.

I Afrika så jeg lykkelige mennesker, der elskede hinanden og den jord, de levede på - og det på trods af stor økonomisk fattigdom. Men de havde en anden rigdom, der er langt mere værd. Nemlig en stor kærlighed til sig selv og deres nærmeste. Selv om jeg var udlænding, blev jeg med det samme optaget som fuldgyldigt medlem af deres fællesskaber, og jeg blev forkælet og plejet langt ud over det, jeg var vant til hjemmefra.

Det var på en og sammen tid både utroligt dejligt, men også skræmmende at få så meget medmenneskelig opmærksomhed. Det var jeg jo slet ikke vant til hjemmefra. Her skal vi alle sammen helst være 100 % selvstændige og helst klare alting selv.

I Zambia og Zimbabwe kunne jeg få lov til bare at være et menneske - på godt og ondt. Og når jeg bad om hjælp, blev jeg mødt med imødekommenhed og hjælpsomhed - i stedet for som derhjemme med sure nedværdigende bemærkninger og afvisninger.

En anden storslået oplevelse jeg havde i Zambia var, da jeg stod på en hængebro på ca. 50 meters længde - ganske få meter fra verdens næststørste vandfald, Victoria vandfaldet på grænsen mellem Zambia og Zimbabwe. Jeg følte mig så meget ét med den frie natur, at jeg næsten ikke kunne rumme mine euforiske følelser af glæde over at opleve det. Det er den smukkeste naturoplevelse, jeg nogensinde har haft.

Vandmasserne væltede ned lige foran mig og bag mig og forsvandt under mig i en kæmpe brusende flod, Zambezi River. Og der var mindst 7 regnbuer i de klareste farver at se på i skumsprøjtende fra vandmasserne. Jeg kan huske, at jeg havde meget svært ved at forlade broen igen og jeg befandt mig i en euforisk rus i mange dage efter.

Siden har nogle i min omgangskreds været i USA og har oplevet Verdens største vandfald, Niagara Falls. Da de fortalte om deres oplevelser, havde jeg svært ved at blive begejstret på deres vegne, fordi alt omkring Niagara Falls er blevet så kommercielt og dermed en kæmpe stor og grådig pengemaskine.

Da jeg kom hjem fra Afrika, tog jeg arbejde som medhjælper i landbruget. Igennem dette arbejde begyndte mine holdninger til naturen, jorden og dyrene at tage form. Jeg har gået og hakket roer med et hakkejern i al slags vejr i flere uger i træk. Og selvom det godt kunne være hårdt arbejde, så var det alligevel forbundet med en vis friheds- og naturfølelse og så havde roehakning også en social funktion, fordi vi altid var flere, der gik og hakkede roer. Det var ikke nær så spændende, da roehakningen senere blev foretaget af maskiner og arbejdet blev meget mere ensom, fordi nu var min eneste kollega en traktor.

Jeg har også arbejdet med grise, hvor jeg var i en farestald. Jeg nød meget plejen omkring de søer, der skulle fare eller som lige havde faret og jeg synes de nyfødte små grisebørn var så søde. Men jeg blev mere og mere frastødt af, at søerne var bundet til ædetruget 24 timer i døgnet 7 dage om ugen. Jeg blev også mere og mere frastødt af, at 40 søer, der lige havde fået taget deres små grise fra sig, blev bundet i en anden stald med den bageste ende vendende ud mod en altid brunstig orne, der hele tiden sprang på dem. Søerne skreg så hjerteskærende, hvis de ikke var parat til at modtage ornen.

Smågrisene skreg også så hjerteskærende, når de blev kastreret uden bedøvelse og når de blev proppet sammen i alt for små båse. De bed hinanden, sloges og skreg hele tiden - undtagen, når de blev fordret.

Da det blev for meget for mig, holdt jeg op som landbrugsmedhjælper. Jeg ville ikke mere tage ansvar for al den dyremishandling, fordi dyrene var bare en handelsvare og en finansieringsmaskine for landmændenes stadig støtte forbrug af maskiner. Man var jo ingen respekttabel landmand, hvis man ikke havde de sidste nye og de største maskiner i sin maskinpark.

Her i 2004 (året, hvor jeg skrev denne stil) er nogle af de tilbagevendende miljø- og naturdebatter landmændenes mishandling af dyrene. På mange gårde i dag lever grise og høns i flere etager ovenpå hinanden i båse med mange dyr i hver.. De bliver transporteret rundt i lastbiler, hvor der er så mange dyr, at de tramper og bider hinanden ihjel.

EU besluttede for mange år siden, at landmændene skulle braklægge en procentdel af deres jord for at undgå at gøre EU's overskudslagre af korn endnu større. Og det samtidig med, at en halv verden er ved at dø af sult i de økonomisk mest fattige lande.

Jeg er bare ikke stolt af at repræsentere en generation af mennesker, der er så styret af grådighed, penge, magt og kontrol, at de slet ikke kan se, hvad det er, der byder moder jord, dyrene og deres medmennesker - eller måske er de bare totalt ligeglad med om moder jord bliver et godt sted for vore børn og deres efterkommere at leve på.

Fældning af træerne i regnskoven er også en trussel mod moder jord. Man har videnskabeligt vidst i mange år, at når man bliver ved med at fælde træer i regnskovene, så ødelægger vi ozonlaget. Så risikoen for "at brænde op i helvede" rykker nærmere og nærmere på, fordi ozonlagets funktion er at beskytte os mod solens ultraviolette stråler.

Vi starter og gennemfører krige med de mest olierige nationer i mellemøsten for at have magten og kontrollen over jordens olieressourcer, og for at bevare olieressourcerne som en af verdens største pengemaskiner og en af verdens største magtfaktor.

De pengegriske og kontrol- og magtgale mænd og kvinder prøver igen og igen at bilde os ind, at de starter og gennemfører krige for at befri befolkningerne fra diktatoriske statsmænd. Og dette skal ikke forstås, som om jeg sympatiserer med diktatorer, fordi det gør jeg bestemt ikke. Jeg bliver bare enormt vred over, at man manipulerer til at tro på, at med krig, magt og kontrol kan vi tilintetgøre ethvert ondt menneske på denne klode, når det i virkeligheden handler om at have den fulde magt og kontrol over jordens mange naturressourcer. Ressourcer, der kan gøres til en handelsvare og give endnu mere magt og kontrol og penge.

Historien har vist os mange, mange gange, at vi løser ikke verdens problemer med penge magt, kontrol og krig. Det fører bare til et endnu større behov for penge, magt, kontrol og krig. Lige så mange gange har historien vist os, at det er med kærlighed, ydmyghed og respekt vi kan løse problemer.

Så! lad os hjælpe os selv og hinanden tilbage til naturen med de holdninger, som indianerhøvdingen Seattle offentliggjorde for over 100 år siden til den daværende amerikanske præsident. 

Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at se på alt og alle på denne klode som et økologisk kredsløb, hvor intet og ingen kan undvære hinanden. Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære og erkende, at alt og alle på en eller anden måde er afhængig af noget andet eller af andre.

Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at bruge den teknologiske udvikling på en sund måde - i stedet for al den "brug og smid væk" kultur. Lad os hjælpe os selv og hinanden med at lære at lade dyrene og menneskene leve på værdige og naturlige måder for dem og os. Vi ejer ikke dyrene og vi ejer ikke hinanden.

Lad os oprette nogle flere centre som f.eks. Lejre forsøgscenter, hvor vi kan lære, hvordan vi godt kan overleve og leve på primitive og simple måder i samhørighed med naturen, dyrene og menneskene omkring os. 

Lad os støtte økonomisk op om flere økologiske landmænd, der prioriterer naturen, dyrene og menneske før en stor flot maskinpark og pengetank samt overdyrkning af jorden alene for grådighedens, pengenes, kontrollens og magtens skyld. 

Lad regnskovene overleve og plant 2 nye træer for hver du fælder et og lav møbler af andre træsorter end dem, der er i regnskovene.

 Mit største ønske for fremtiden er, at jeg håber, at et stort flertal af mennesker på verdensplan slipper behovet for grådighed (det aldrig at kunne få nok), magt, kontrol og penge. Jeg ønsker ikke, at mine børn, børnebørn, medmennesker eller jeg selv for den sags skyld skal opleve, at vores jord forvandler sig til en ørken, hvor intet levende kan gro eller leve. Jeg skræmmes bare ved tanken om at skulle brænde op i helvede, fordi vi bliver ved med at drive rovdrift på naturen, jorden, himlen, dyrene og hinanden. 
 
 Alle som er styret af grådighed, hævngerrighed, kontrol, magtbegær og løgne har jeg i lighed med indianerhøvdingen ingen familiefølelse med. Og det ved jeg, at jeg ikke vil få, så længe jeg lever.